|
Cebu
Klokken var lidt over 8 om morgenen, da flyet
lagde an til landing i Cebu lufthavnen. Det var tydeligt at vi havde lagt
tyfonen "Gloria" bag os. Solen skinnede fra en skyfri himmel,
og det turkisblå vand så meget indbydende ud. Luna havde lovet
at komme og hente os i lufthavnen, og jeg var lidt nervøs over
at skulle møde hende. Nej, det passer ikke helt at jeg var nervøs.
Udtrykket "stiv af skræk" er vist langt mere dækkende
for hvordan jeg havde det. . .
Flyet landede uden dramatik. Da vi havde fået
vores bagage begav vi os mod udgangen af ankomsthallen. Jeg fik øje
på Luna med det samme. Hun havde taget sin mor og to veninder med.
Vi fik hilst på hinanden, og jeg kunne se at Luna var mindst ligeså
genert som jeg. Vores generthed gik dog hurtigt over, da vi først
fik talt lidt sammen. Jeg gav Luna den gave jeg havde købt til
hende, og vi talte naturligtvis en del om hendes søster i Danmark.
Luna havde allerede sørget for transport i form af en minibus.
Lufthavnen er på en lille ø, som hedder Mactan. 2 broer forbinder
Mactan øen med Cebu øen som er ganske stor. Det tog cirka
en time at køre til et hotel, som Luna anbefalede. Det lå
i et "pænt" kvarter centralt i Cebu City og ikke særligt
langt fra hvor hun bor.
Efter vi var blevet indkvarteret blev vi vist
rundt af Luna og co. Det var en speciel oplevelse at blive inviteret indenfor
hos Lunas familie. Det er vistnok meget sjældent at der kommer
turister i kvarteret, og Jan og jeg blev genstand for stor nysgerrighed
og stirrende blikke. Luna havde vist mine billeder til naboer og bekendte
som nu ville se giraffen. Af pigerne fik jeg hele tiden at vide at jeg
var "handsome", og en enkelt mente at jeg lignede en filmstjerne.
Jan fik således også at vide at han lignede Chuck Norris!
Jeg har tidligere oplevet denne affektion fra kvinder, når jeg har
været i Thailand og jeg nyder det selvfølgeligt hver gang.
Jeg sagde til Jan at han skulle huske at nyde det så længe
det varede :-)
Cebu City, som er den største by på
Cebu øen, har rigtigt mange attraktioner, men selve bykernen minder
lidt om Manila med trafikpropper og øredøvende støj.
Det bliver ikke bedre af at filippinere bruger hornet uafladeligt når
de kører. Måske man kan vænne sig til det, men det
lykkedes ikke for mig. Alting går langsomt i Filippinerne undtagen
når der køres. Så foregår det med klampen og
hornet i bund. Mit hjerte sad oppe i halsen flere gange når vi kørte,
og jeg turde ikke under nogen omstændigheder selv køre i
hverken Metro Cebu eller Manilla. Ude på landet er det ikke så
slemt, så med lidt forsigtighed burde det ikke være noget
problem at leje en motorcykel og køre lidt rundt på egen
hånd.
Luna præsenterede mig for en masse familiemedlemmer
og venner / veninder, og jeg kan kun huske navnene på ca. halvdelen
af dem. Uanset hvor vi kom hen kendte Luna lige nogen, som vi skulle sige
goddag til, og det var vældigt hyggeligt. Nogle steder blev vi endda
budt indenfor og fik kage, frugt eller hvad huset nu kunne byde på.
Overalt blev vi mødt med venlighed, gæstfrihed og ikke mindst
nysgerrighed. Det er altså en underlig fornemmelse at folk hele
tiden stirrer på en!
Som tiden gik kom jeg til at sætte mere
og mere pris på Lunas selskab. Hun er endnu sødere end jeg
havde forestillet mig. Jeg havde jo allerede talt en del med hende i telefonen
og vidste godt at hun er en fniser. Hvad jeg ikke kunne vide var at de
fleste af hendes veninder er lige sådan :-)
Klik på et billede for at se det i fuld
størrelse.
|
