Cabungahan

Dagen var nu kommet hvor vi skulle til Cabungahan, hvor noget af Lunas familie bor. Vi stod tidligt op og begav os ned til havnen, som også fungerer som knudepunkt for de mange jeepneyer, som kører rundt på Negros øen.

Vi fandt den jeepney som kører i retning af Cabungahan og steg ombord. Denne tur skulle blive uforglemmelig. Vejen var fuld af store huller, som fik den overfyldte jeepney til at slingre og rasle, og det var med at holde godt fast så man ikke slog hovedet mod taget eller siderne. Når jeg skriver overfyldt, så skal det forstås helt bogstaveligt. På et tidspunkt var vi 25 personer inde bagi, hvoraf nogle sad på små skamler i midtergangen. Hvor mange der sad på taget ved jeg ikke, men de tynde stålplader i taget gav sig faretruende når jeepneyen kørte i et af de mange store huller i vejen. Mange af passagererne havde en del bagage med i form af benzin- og oliedunke og sågar levende kyllinger.

Da vi ankom blev vi selvfølgeligt mødt af de nysgerrige indbyggere, og det virkede som om det var første gang de havde set en "hvid" mand. Lunas familie var meget gæstfri, og flere steder blev vi inviteret indenfor og budt på frugt, sodavand eller hvad huset nu kunne byde på. De fleste huse i landsbyen var faktisk kun træskure med et bliktag på, men hvor der er hjerterum er der husrum, og indbyggerne var som sagt meget gæstfri og venlige.

En ting jeg bed mærke i var at mange af indbyggerne var meget intelligente og højt uddannede. Flere havde f.eks. en collegedegree som Luna, men alligevel boede de under forhold som man tror er løgn, indtil man ser det med sine egne øjne. Problemet i Filippinerne er at det næsten er umuligt at få arbejde. Mange med universitetsgrader arbejder som kasseassistenter i supermarkederne, eller er arbejdsløse. Hvilket spild af veluddannet arbejdskraft!

Over middag gik vi en tur op i bjergene og Lunas onkel fungerede som guide. Hold da helt op det var hårdt! Solen bagte og der var næsten ingen vind. Da vi var kommet halvvejs nåede vi til en naturlig kilde, hvor vi kunne fylde vores vandflasker op.

Vi tog den sidste jeepney tilbage til San Carlos City. Nu gik det ned af bakke, og jeepneyen kørte med så høj hastighed at jeg var nervøs for at den skulle køre af vejen. Jeg bemærkede at rattet kunne drejes ca. en kvart omgang uden at hjulene fulgte med, og det gjorde mig ikke mindre nervøs. Vi nåede dog tilbage til San Carlos i god behold. Dagen efter returnerede vi til Cebu.

Klik på et billede for at se det i fuld størrelse.

Turen til Cabungahan foregik med jeepney og varede ca. 2 timer. Den kostede lige under halvanden krone pr. mand.	I dette hus, som er et af de flottere i Cabungahan, bor Lunas bedstemor.	Sukkerrør er en vigtig indtægtskilde for indbyggerne i Cabungahan.
Indbyggerne var meget nysgerrige. Her er det en gruppe børn som lige vil se de mærkelige fremmede personer!	Hos Lunas tante fik vi denne frugt. Jeg ved stadig ikke hvad sådan en hedder, men den smagte fortrinligt :-)	Den lokale købmand har alt hvad hjertet begærer: Cigaretter, cola, benzin i dunke, æg, et måltid mad og meget meget mere.
Lunas onkel som fungerede som guide under vores vandring i bjergene.	Der var meget varmt den dag vi var oppe i bjergene, og det blev ikke bedre af at der var totalt vindstille.	Er man til vandring i naturen er det her lige sagen.
Her har jeg nået toppen. Det er rart at tænke på at fra nu af går det nedad!	Nogle mærkelige frø satte sig fast i mine sokker. Lunas onkel og Carol hjalp med at fjerne dem. Åhh den hjælpsomhed :-)	Luna og Carol mens vi venter på den jeepney, som skal køre os tilbage til San Carlos.
Luna kendte stort set alle i den lille landsby.